Henrik Ibsens skrifter

Gennem vor gamle ​konsul håber jeg at De i den sidst forløbne tid har modtaget en hilsen fra mig; i al fald har jeg fremsendt en sådan, og ​fra København har jeg med glæde hørt at De nu er ​rask igen og for længe siden uden fare. Ja, faren har jeg nu egentlig ikke troet på; man dør ikke i ​expositionen; ​den store ​verdens-dramaturg behøver Dem til en hovedrolle i den ​«Haupt- und Statsaction», som han vel nu snart belaver sig på at lade opføre for et højstæret publikum.

Hjertelig tak for ​portrætet! Det har hjulpet mig et stort skridt fremad til forståelse, eller egentlig til tilegnelse af Deres indre personlighed. At denne ligger klar nok i ​Deres værker, er utvivlsomt; men jeg vil altid gerne have en personlig form at knytte forestillingen til. Derfor slår jeg mig heller ikke til ro før jeg har truffet Dem, og jeg tænker det da vil vise sig at vi samstemmer i noget mere end ​forkærlighed for fløjelsfrakker.

I denne temmelig lange mellemtid har jeg ikke kunnet bekvemme mig til at tilskrive Dem. Af Deres sidste breve fremgik at De var en smule vred på mig, og da nu ​udgivelsen af mine digte stod for døren, vilde jeg ikke gøre noget skridt, der kunde se ud som et forsøg på at få Dem forsonet før gennemlæsningen. At Deres opfatning ikke lader sig bestikke, ved jeg meget vel; men en vis takt bød mig at undgå ethvert skin af at have troet noget sådant. Kære ven, De vil forstå dette.

Jeg håber at Hegel for længe siden har sendt Dem bogen. Der er både nyt og gammelt deri, og meget, som jeg ikke lægger vidre vægt på; men det hører dog altsammen med til min udviklingshistorie. Sig mig så Deres dom derom; jeg lægger den allerstørste vægt på at få denne at vide.

Og hvad bestiller De så dernede i det dejlige varme Italien? En fordel har måske Deres sygdom bragt Dem, den nemlig at De får leve en sommer dernede. Jeg tænker daglig på Dem; jeg ser Dem snart i ​ Frascati snart i Albano eller Ariccia. Hvilket er nu det rette? Og hvad forberedes dernede af nyt for vor åndelige fremtid? Thi at noget sådant er modnet under Deres lange sygdom, det tror jeg sikkert. Det er et af goderne ved en afkræftelse, at den giver renhed, og vækst til så meget, som ellers ikke får udfolde sig. Jeg har kun ​en eneste gang været rigtig syg; men just derfor har jeg måske aldrig været rigtig frisk. ​Chi lo sa!

Er det ikke nederdrægtigt af ​«Communen» i Paris at den har gået hen og fordærvet mig min fortræffelige stats-theori – eller rettere – ikke-stats-theori! Nu er ideen ødelagt for lange tider, og jeg kan ikke engang anstændigvis fremsætte den på vers. Men den har en sund kerne i sig, det ser jeg så klart; og engang vil den nok blive praktiseret uden al karrikatur. –

Jeg har ofte tænkt på, hvad De engang skrev, at jeg ikke havde tilegnet mig ​videnskabens nuværende standpunkt. Hvorledes skulde jeg også kunne overkomme dette? Men fødes dog ikke enhver generation med samtidens forudsætninger? Har De aldrig i en portrætsamling fra et af de foregående århundreder bemærket en forunderlig familjelighed mellem de forskellige personer af samme periode? Således også i det åndelige. Hvad ​vi profane ikke har som viden, det tror jeg vi til en viss grad har som anelse eller instinkt. Og en digters opgave er jo også væsentlig at se, ikke at reflektere; navnlig vilde jeg for mig selv se en fare heri.

Kære Brandes, – det er mig altid en lettelse at udtale mig for Dem, og en stor, stor glæde at høre Dem tale, selv blot på papiret. Glæd da nu snart